-
Ny sprogmodel skal sikre Danmark mod usikre ChatGPT
Source: BDK Borsnyt / 07 May 2024 10:33:37 America/New_York
Et konsortium med Dansk Erhverv i spidsen vil udvikle en dansk version af ChatGPT. I konsortiet står private og offentlige aktører bag Dansk Erhverv, i det der skal blive en dansk sprogmodel, der skal konkurrere med internationale techgiganters tjenester inden for kunstig intelligens, herunder ChatGPT. Det giver mening, at konsortiet vil skabe en dansk pendant, fordi ChatGPT er på amerikanske hænder. Man kan ikke sikre, hvad det er for en type data, der ligger bag ChatGPT, og det er udfordringen med den amerikanske sprogmodel. Det fastslår Thomas Moeslund, der er professor i AI på Aalborg Universitet. - Hvis vi vil have mere styr på sikkerheden omkring data, så bliver vi nødt til selv at have styr på de data, vi lægger ind i modellerne, siger Thomas Moeslund. Ifølge professoren vil AI-værktøjer fremadrettet fylde mere og mere i mange danske industrier. - Hvis man vil have styr på en af de fundamentale byggeklodser i industrien, så kunne det godt være, at vi også skal have styr på, hvordan den byggeklods så er lavet. Det er hovedmotivationen for at gå ind i det her fra dansk side. Der har tidligere været sat spørgsmålstegn ved, hvor ChatGPT har sine data fra. Flere retssager er blevet rettet mod selskabet bag sprogmodellen, og den usikkerhed vil blive fjernet med en mere troværdig og sikker dansk sprogmodel, forklarer Thomas Moeslund. En skræddersyet dansk sprogmodel vil, ifølge professoren, blandt andet hjælpe de steder i samfundet, hvor der eksempelvis er en berøringsflade mellem en borger og det offentlige. Projektet om at udvikle en dansk sprogmodel er på et meget tidligt og usikkert stadie. Alene det, at tanken nu er opstået, vækker dog begejstring. - Det er super fedt, at vi nu begynder at eksperimentere mere med det her i Danmark. Så kan vi få mere viden og have en mere kvalificeret snak. Men om konsortiets projekt holder på sigt, er umuligt at sige, forklarer Thomas Moeslund. Den danske sprogmodel skal trænes af virksomheder og myndigheder i konsortiet bag. Det gælder blandt andre Falck, Norlys, Salling Group, Topdanmark og Aarhus Kommune. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/ny-sprogmodel-skal-sikre-danmark-mod-usikre-chatgpt